Bløde Abstraktioner
- en præsentation af kunstneren Carsten Jensen -
af Niels Righolt
Der er en legende lethed over billedhuggeren Carsten Jensens (født 1954) næsten amøbe bronzeskulpturer. Ved et første øjekast fremstår de i deres tilsyneladende enkelhed som ren leg med formen. Runde, bløde og blide. Nærmest sanselige i deres organiske fremtoning. Men ved nærmere eftersyn bliver de komplekse, besværlige og udfordrende. Carsten Jensen leger med beskueren, med vores fantasi. Den til syns åbenlyse abstraktion er måske i virkeligheden slet ikke så abstrakt endda. Figurativ genkendelighed dukker her og da frem af formerne, - en torso her, en abstraktion over kvindekroppen der. Men skulpturerne lader sig ikke fange eller reducere af vores hang til at sætte det, vi ser, på formel.
Carsten Jensens skulpturer ejer en selvklarhed, som er både påtrængende åbenlys og fascinerende. De er tilstede i rummet, - overvældende og stilfærdige. Enkle og komplekse i deres tredimensionelle selvfølgelighed. Skulpturernes rene og organiske former får et forfinet udtryk gennem kunstnerens næsten perfektionistiske bearbejdning af materialet. Carstens Jensens formsikre udtryk og suveræne beherskelse af bronzens egenskaber og legeringernes muligheder vidner om en kunstner, som både behersker den håndværksmæssige proces og forvandlingen af den kunstneriske idé til konkret form.
For Carsten Jensen er der en helt tydelig sammenhæng mellem arbejdets mange og ganske langvarige processer og den frihed, som skulpturerne siden får, når han endelig slipper dem. Det er som en langvarig barsel, hvor skulpturen langsomt vækkes til live og får form gennem en omsorgsfuld, koncentreret og detaljeret proces, hvor kunstneren hele tiden veksler mellem kontemplation og håndværk, mellem fordybelse i idéen og nysgerrighed efter formen. Carsten Jensen er meget ydmyg kunstner, som gennem hele sit virke har haft en udtalt respekt for materialernes begrænsninger og muligheder. Uanset idéens karakter forsøger han derfor altid at møde udfordringen håndværksmæssigt, med visheden om at han aldrig rigtigt ved, hvordan skulpturen vil ende med at tage sig ud.
Alligevel vil det være muligt at finde to fællesnævnere, - eller rettere; to skæringspunkter, som går igen i alle hans skulpturer. Det første handler om skulpturernes besjæling, deres ’menneskelighed’. Man kan beskrive det, som deres evne til at kommunikere grundlæggende eksistentielle følelser, sansninger og oplevelser på en måde, som overskrider sprogets begrænsninger og umiddelbart taler til beskuerens ubevidste, til vores egne følelser, erfaringer og drømme. Selv siger Jensen, at der må være sjæl i en skulptur. Den skal være et ’levende’ væsen og opleves som sådan. Det andet skæringspunkt handler om det organiske element i skulpturerne, om deres form som tydeligt tager afsæt i både naturens egne former, den menneskelige fysiognomi og drømmenes ubearbejdede sansninger. Særligt inspirationen fra naturen er tydelig i Carsten Jensens skulpturer. I naturen afføder enhver form nye former, nye muligheder og som det er tilfældet i naturens uendelige skabelsesproces, søger Jensen hele tiden efter nye nuancer og yderligere fordybelse i sit kunstneriske udtryk. Både det danske og det svenske landskab, hvor han har et hus, spiller en stor rolle som inspiration og kilde til refleksion over form og foranderlighed. Så selv om hver skulptur er en verden for sig, så vil man alligevel kunne se tydelige tematiske og udtryksmæssige fællesnævnere, hvor det er detaljerne som udtrykker forskellene.
Kunsthistorisk kan man med god ret hævde, at Carsten Jensen står på skuldrene af modernistiske mestre som den tysk-franske billedhugger og maler Jean Arp (1887 - 1966) og englænderen Henry Moore (1898 - 1986). Som dem deler han den grundlæggende tvivl om det moderne menneskes liv og fortabelse, om fraværet af sammenhæng og om modernitetens værdiopløsning og eksistentielle rodløshed. Det er hér kunsten gør en forskel, ved at bryde det normative og søge en mere direkte kommunikation med vore sanser og oplevelser. Fragmenteret og individualistisk. I den forstand er Carsten Jensen en klassisk modernist, men han er samtidig også en eklektisk kunstner, som gerne plukker fra såvel traditionelle og klassiske udtryk som fra de mere eksperimenterende. Inspiration og muligheder er ikke begrænset i hverken tid eller form. Carsten Jensen vil ikke rubriceres som eksponent for hverken en bestemt retning eller et særligt kunstsyn. Alligevel er slægtskabet med Arp og Moore nærliggende, som det også er tilfældet med den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911 - 1984). Både som kunstnerisk idé og i endnu højere grad som kunstnerisk udtryk. Jensens gennemarbejdede skulpturers organiske udtryk, deres perfekt bearbejdede overflader og deres tilsyneladende utilgængelige lethed påminder alt sammen om forgængernes arbejder. Det samme gør valget af bronzen som det primære materiale, skulpturernes iboende harmoni eller vægtløshed, deres ofte lyriske udtryk og sanselige, for ikke at sige næsten erotiske tiltrækning. Carsten Jensen vedkender sig da også gerne inspirationen fra begge og en lang række andre store mestre, som han mener, han som kunstner har en skyldighed at lade sig inspirere af.
Siden han som 18-årig solgte sin første jernskulptur, har Carsten Jensen fået en stadig mere synlig plads blandt danske billedhuggere. Hans kunstneriske udtryks tydelige egenart, den suveræne beherskelse af bronzens varme, glød og nuancerigdom og en lyst til hele tiden at eksperimentere med materialet har gjort det muligt for den i grunden autodidakte kunstner at nå ud til et bredt publikum. Således har Jensen en lang række udstillinger bag sig, og hans arbejder findes i såvel offentlige som private samlinger i Danmark.
Med denne udstilling får et svensk publikum for første gang mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med Carsten Jensens bløde abstraktion.